Du har været til ultralydsskanning, som desværre har vist, at din graviditet er gået til grunde. Det kan være vanskeligt at finde ud af, hvorfor dette er sket for netop dig. Tilgrundegået graviditet ses med en hyppighed på helt op til 20 procent, hyppigst i graviditetens første tre måneder. Undersøgelser har vist, at det i mange tilfælde skyldes fejl i udviklingen af fosteret. I dit tilfælde er du ikke selv begyndt at bløde, dvs. din krop har ikke vist tegn på at ville afstøde graviditeten. Det vil den gøre på et tidspunkt, men der kan gå lang tid. Vi anbefaler derfor, at processen sættes i gang ved hjælp af medicinsk behandling.

Behandlingen

Den medicinske behandling er 4 tabletter Cytotec, som skal føres op i skeden. Tabletterne (Cytotec) blødgør livmoderhalsen og får livmoderen til at trække sig sammen, hvorved du vil begynde at bløde samt få menstruationssmerter.  Vi anbefaler en smertestillende stikpille, Diclodan 100 mg, som vil modvirke de menstruationslignende smerter. Du får tabletterne med hjem, og vi vil anbefale, at du bliver i sengen cirka ½ time til tabletterne og stikpillen er optaget.

Kontrol

Det er kun de færreste, der ikke bløder på behandlingen. Efter en uge vil du få foretaget en kontrol ultralydsskanning på klinikken. Denne undersøgelse skal sikre at din krop har afstødt den tilgrundegåede graviditet.

Det er normalt:

  • At der kommer blødning- af menstruationsstyrke, evt. med klumper, efter behandlingen og det aftager i løbet af 1 – 2 uger.
  • At have lette smerter i underlivet, som tablet Pamol og tablet Ipren kan afhjælpe. De kan begge købes uden recept. Du kan evt. supplere med en varmepude.
  • At eventuel kvalme og brystspænding først forsvinder efter 2-4 dage.
  • At du kan være psykisk ud af balance i en periode, da du stadig har graviditetshormon i kroppen.
  • At du først får menstruation 3-6 uger efter, du har aborteret. Du kan godt blive gravid i dette tidsrum, men ofte er det en fordel at vente til efter den første menstruation. Skulle du blive gravid inden første menstruation efter du har aborteret, er der ikke øget risiko for, at du aborterer endnu engang.

Forholdsregler

At forebygge underlivsbetændelse, hvorfor vi anbefaler:

  • At anvende bind og ikke tamponer ved blødning.
  • At undgå karbad, havbad eller bad i svømmehal, så længe du bløder.
  • At undgå samleje så længe du bløder (eller anvend kondom).
  • Hvis du får feber, kraftig blødning eller kraftige smerter, kan du udenfor klinikkens åbningstid henvende dig til din egen læge eller lægevagten.

Genoptagelse af arbejde

Arbejde kan genoptages når du psykisk føler dig klar og rustet til det. Hvis du ikke føler dig klar efter en uge anbefaler vi, at du kontakter din egen læge.

Udskrabning af livmoderen

I de få tilfælde, hvor graviditeten fortsat er til stede ved kontrolskanningen efter en uge, vil du blive booket til en udskrabning af livmoderen i en kortvarig fuldbedøvelse. Det er et ambulant indgreb, der foregår på hospitalet. Du møder fastende, og selve indgrebet varer 10-15 minutter. Du vil kunne udskrives kort tid efter. Efter en fuldbedøvelse må man ikke være alene de første 24 timer, og man må ikke selv køre bil hjem. Der er ikke behov for yderligere kontroller her, og forholdsreglerne er de samme som allerede beskrevet.

 

Print Friendly