Hvem kan tilbydes varmebehandling

Varmebehandling af livmoderhalsen kan tilbydes enten hvis du har en rød plet med gener i form af pletblødning, kontaktblødning eller rigeligt udflåd ELLER hvis du har en kronisk HPV-infektion.

Rød plet på livmoderhalsen

En rød plet er ikke farligt, men blot et udtryk for, at slimhinden fra det indre af livmoderhalsen er vokset ud på det ydre af livmoderhalsen.

Sådan ser livmoderhalsen ud. Ved den gynækologiske undersøgelse er livmodermunden rød, irriteret og blødende ved berøring. Vævsprøverne viser som regel inflammation, som er en irritationstilstand.

Hvem må IKKE varmebehandles

Der må ikke være behandlingskrævende celleforandringer eller behandlingskrævende infektion. Derfor vil der forinden blive foretaget en udvidet livmoderhalsundersøgelse (KBC) og en podning.

Sådan foregår varmebehandling ved rød plet

Ved en varmebehandling opvarmes livmodermunden og livmoderhalskanalens slimhinde, så den afstødes. Du ved sikkert hvad en ansigtspeeling er, og princippet i varmebehandlingen er det samme. Varmebehandling destruerer vævet på livmodermunden og i livmoderhalsen i en dybde på3 mm. Det er faktisk meningen med behandlingen, såde syge celler afstødes, og de nye sunde celler kan dannes og vokse op. Der gives normalt 4 behandlinger med minimum en dag imellem. De første 3 gange opvarmes livmoderhalskanalen til 65 grader i 2 min. Disse behandlinger foregår ved læge eller sygeplejerske i lokalbedøvelse. Den 4. gang opvarmes kortvarigt til 100 grader i 10-15 sekunder ved lægen. Du vil fåvandigt, klart og gulligt udflåd under og efter behandlingen. Der kan også komme pletblødninger. Efter den 4. gang kan der igen komme lidt blødning efter 10-14 dage, når sårskorpen løsner sig.

Kronisk HPV-infektion – oftest kvinder over 40 år

Omkring 10% af kvinder over 40 år og 4,3% af kvinder over 60 år har en blivende HPV- infektion, hvor dit immunforsvar desværre ikke kan bekæmpe infektionen. Det vides ikke, hvorfor en HPV- infektion bliver kronisk ved nogle, eller hvorfor dit immunforsvar ikke kan bekæmpe din HPV- infektion. Din risiko for at udvikle operationskrævende celleforandringer, når du er over 40 år og har en blivende HPV-infektion er på ca. 25-40% indenfor 5-15 år. Risikoen er afhængig af, hvilken type HPV-virus du er smittet med. De mest alvorlige typer HPV-virus hedder 16/18 og er skyld i 70 procent af alle tilfælde af livmoderhalskræft. Ved 16/18 bliver de fleste tilbudt keglesnit, hvorfor varmebehandling ikke er aktuelt. Andre typer kaldes fx type 31,33,45.52 og 58, og de kan tilbydes varmebehandling.

Hvorfor gives varmebehandling ved HPV-infektion

Studier på kvinder under 35 år har vist, at man kan fjerne HPV-virus fra cellerne i livmoderhalsen hos ca. 87% ved en varmebehandling. Der er ingen store studier eller viden om varmebehandling i aldersgruppen af kvinder over 40 år. Når du således tilbydes varmebehandling for HPV-virus, så ved vi ikke endnu, om HPV-virus også kan fjernes fra livmoderhalsen ved kvinder over 40 år. Det tyder forskningen dog på.Varmebehandling destruerer vævet på livmodermunden og i livmoderhalsen i en dybde på 3mm, og i kliniske forsøg ved man, at HPV-virus dør ved 100 grader. Det er derfor meningen med behandlingen, at de syge HPV- smittede celler afstødes, så nye celler kan dannes og vokse op. Forhåbentligt er de mere modstandsdygtige, ogsåoverfor ny HPV-virus smitte.

Sådan foregår en varmebehandling ved kronisk HPV-infektion

Du skal have 2 behandlinger. Den første gang opvarmes til 65 grader i 2 min. Behandlingen foregår i lokalbedøvelse. Du kan have lette smerter imens behandlingen gives. Den anden gang opvarmes kortvarigt til 100 grader i 30-40 sekunder.

Praktisk information

Før varmebehandling: Cirka en time før du kommer til klinikken skal du tage 2 stk. Pamol (1 g) og 2 stk. Ipren (400 mg). Det gør, at du ikke vil have smerter under og efter behandlingen.

Efter varmebehandling: Det er nødvendigt med bind eller trusseindlæg efter behandlingen. Du har typisk vandigt eller gulligt udflåd. Det kan også være blodigt. Hvis det begynder at lugte grimt eller du får feber, skal du kontakte os. Du må IKKE bruge tampon.

Du må tidligst gå i svømmehallen to uger efter behandlingen er afsluttet. Samleje frarådes i samme periode, men det kan foregå med kondom. Du kan gå på arbejde ved behandlingerne på 65 grader, og du må også gerne være fysisk aktiv. Det er en god ide at tage den lidt med ro den første dag efter behandlingen på 100 grader. Hvis du bliver ved med at bløde 3 uger efter sidste behandling, skal du kontakte os.

Kontrol

Hvis du er behandlet for kontaktblødning eller udflåd, skal du kun til kontrol hos lægen eller sygeplejersken efter 4 måneder, hvis du stadig har irriterende pletblødning og således IKKE har effekt af behandlingen. Det informerer vi dig om ved din sidste behandling.

Hvis du har fået varmebehandling for HPV-virus, skal du ALTID have taget en ny celleprøve og HPV-test efter 1 år hos os eller din egen læge. Det aftaler vi med dig.

Download som PDF